Skip to content

2016 har igen været et år med stor aktivitet for håndboldafdelingen.

Vi har i sæson 2016/2017 flg. hold tilmeldt til stævner og turnering:

U6/U8 mix, U10 piger og drenge, U12 piger og drenge, U14 piger og drenge, U16 mix og U18 drenge. Derudover har vi 2 herre hold og 1 damehold.

Så vi er godt besat i alle rækker. Det har dog været svært, at samle spillere nok i U16 årgangen. Det er dog meget typisk, da det er denne årgang der er på efterskole.

Vi har gode og engagerede træner, som yder deres allerbedste for at gøre det interessant og sjovt at gå til håndbold.

Vi har i løbet af sæsonen sendt hold til stævner. Haribo-stævnet i april måned er altid et hit. Her deltager alle hold fra U6/U8 – U16. For U12 og opefter er det også med overnatning.

I september/oktober måned blev der for U10 og opefter afholdt træningsweekender. En hyggelig måde at starte sæsonen op på.

Vi tjener, som de andre år, penge ved frivilligt arbejde. Vi går med kirkeblade 4 gange om året, uddeler post fra Kostræde ny vandværk, står i garderobe ved Teaterforeningen Bøgestrømmens forestillinger, deler mad ud til vilde vulkaner og står i kantine ved alle vores hjemmekampe. Derudover har vi i år også været hjælpere ved ” vi elsker 90´erne” i Næstved.

I december 2016 afholdte vi vores årlige julestæver for alle vores håndboldbørn for 6. år i træk. Det var som sædvandlig en fantastisk dag med en masse sjov. Som noget nyt havde vi inviteret seniorafdelingen med. Vi havde sponsorerede scoringspæmier og slikposer til alle. 160 slikposer lavede vi i alt. Vi havde fællesspisning midt i det hele, hvor 105 personer havde tilmeldt sig. Heldigvis havde vi en masse gode hjælpere. Ellers kunne det ikke lade sig gøre. Stor tak til dem – og stor tak til vores sponsorer. Alle sponsorerne er at finde på vores hjemmeside.

I Marts måned afholdte vi et stormøde, som var afslutningen på et foreningsudviklingsforløb vi i udvalget havde gennemført i samarbejde med HRØ. Til stormødet var inviteret alle forældre og spillere fra U12 og opefter. På mødet blev der gennemgået afdelingens hovedopgaver, intentioner og fremtidsplaner m.m. Opgaverne blev gjort synlige på store plakater, og interesserede kunne herefter melde sig på opgaver. Vi fik nogle flere hjælpere på den måde. Der var et fremmøde på ca.35 pers. hvilket vi var tilfredse med. På mødet blev vores nye hjemmeside www.ifsg-haandbold.dk vist frem. Vi har ikke været så flittige på den. Det skal vi være bedre til.

Vi er også på facebook – Svend Gønge håndbold – Der er mange forbi og kigge, og mange er rigtig gode til at lægge små indlæg op.

Vi har mange opgaver i udvalget, og der sker rigtig mange ting. Det kræver en masse arbejde. Vores største opgave, som også er et af vores største problemer, er at finde trænere til alle de hold vi har.

Vi har i udvalget indført et årshjul, der gerne skulle gøre vores frivillige arbejde lettere og mere overskueligt.

Back To Top